Skip til hoved indholdet
    Hjem Fagfolk Faglig ramme

Faglig ramme

Pedersvænge kerneopgave

”I relation mellem borger og personale; at hjælpe borgeren til at opnå livskvalitet for sig selv”.

Vores kerneopgave har baggrund i et socialt og sundhedsfagligt perspektiv, og udføres i et samarbejde mellem borgeren og medarbejdere - og når det giver mening - dennes pårørende. Kerneopgaven udvikles og tilpasses den enkelte beboers behov som kan være psykiske, somatiske, sociale, misbrugsrelaterede, personlig pleje, praktiske opgaver i hjemmet, medicin mm.

Her på siden findes en beskrivelse af de specifikt tilpassede handlinger som igangsættes, når en borger skal flytte ind på Pedersvænge. 

Indskrivningsforløb

Bestilling

Ved en henvendelse fra en borger/ fagpersoner omkring en borger skal borgeren først og fremmest målgruppevurderes. Sagsbehandleren udarbejder en VUM udredning (voksenudredningsmetoden )/ 141 handleplan og vurderer i den forbindelse om borgeren er omfattet af målgruppen og om det konkrete tilbud er aktuelt.

Plan

Med VUM udredningen bliver det mere tydeligt for borgeren og de fagprofessionelle, hvad der skal arbejdes med under opholdet på Pedersvænge.

På et visitationsmøde kan det afgøres om en borger er omfattet af målgruppen for §§ 107/108.

Hvis borgeren får en plads på Pedersvænge tildeles en kontaktperson, som har de kompetencer som stemmer overens med det mål som borgeren har med sig fra bestillingen fra myndighed.
Borger og kontaktperson opstiller efter indflytning de mål som der skal arbejdes med, som har baggrund i den VUM udredning sagsbehandleren har udarbejdet.

Mål og delmål

Et mål kunne f.eks. være at holde sin bolig ren og ryddelig. Delmålet kunne f.eks. være at man hver mandag gør rent i boligen med sin kontaktperson og dermed lærer hvordan man gør og oparbejder en god rutine med nogle sunde vaner. Et andet eksempel kunne være inden for ADL (Almindelig Daglig Levevis) eller støtte til udvikling og oparbejdelse af sociale færdigheder.

Metoder og tilgange

På Pedersvænge bruges der mange forskellige sundheds- og socialfaglige tilgange og metoder. Herunder uddybes fundamentet i vores faglige virke som er Empowerment og Recovery.

Recovery

Recovery betyder at komme sig og dette kan man fra et Recovery-orienteret perspektiv helt eller delvist. Recovery er nemlig en individuel proces, hvor der ikke er faste retningslinjer for, hvornår man f.eks. er ”rask” eller at en metode eller tilgang, kan hjælpe alle til at få det bedre. En sammenfattende forskningsoversigt inden for Recovery har fundet frem til fem vigtige elementer inden for Recovery-processen. Disse fem elementer kaldes for CHIME:

  1. Connectedness (Forbundethed)
    Dette element opnås gennem sociale relationer og fællesskab. Endvidere er det også essentielt med støtte fra fagpersoner, Peers, familie og andet netværk

  2. Hope (Håb)
    Man kan komme langt ved at fortsætte med at håbe og turde tro på at fremtiden kan ændre sig og blive bedre. Ved at håbe bliver man mere positiv og kan endda drømme om hvad fremtiden kan bringe.

  3. Identity (Identitet)
    Når man har kæmpet med psykisk sygdom og andre former for udsathed kan det være svært at bibeholde en positiv identitet. Dette kan især gøre sig gældende hvis man lever i et samfund hvor man bliver mødt med fordomme og afvisning grundet f.eks. sindslidelse.

  4. Meaning (Mening)
    Det at lede efter en mening med livet og de udfordringer man eventuelt døjer med kan gøre at man ikke sidder fast og giver op. I stedet søger man efter en mening og derved en måde at komme ud af den situation man sidder i.

  5. Empowerment
    Empowerment handler om at styrke mennesket, til at nå de mål man sætter for sig selv. Der er desværre meget stigmatisering fra samfundets side af udsatte og især mennesker med psykisk sygdom. Igennem en række processer kan man finde styrke og ”modarbejde” den afmagt og til tider negative stempling man kan blive mødt med.
    På Pedersvænge læner vi os op ad et mere individfokuseret perspektiv, hvor beboerne på Pedersvænge bliver støttet, motiveret og vejledt til at tage ansvar for deres livsomstændigheder i videst muligt omfang. Derfor gør Pedersvænge også meget ud af samarbejdet med lokalmiljøet for at bryde fordomme og hjælpe beboerne med f.eks. at finde arbejde og/eller danne netværk.
 
 

Pedersvænge

Sygehusvej 25A, 4600 Køge

Telefontider

Sygehusvej 25A
4600 Køge

Telefon: 56 67 62 80
pedersvaenge@koege.dk

Nyttige links